Hvad dælens er nu det for noget?

Jetlag. Hvornår er det lige røget på WHOs liste over verdens mest modbydeligste sygdomme? På højde med SARS, den sagnomspundne Dengue-feber og den helt onde herpes. Du kender typen, der på dag 5 efter ferien sidder og hænger med hovedet og savner sympati, og man giver efter, selvom man i samme sekund når at fortryde bittert. "Du virker lidt mut, er der noget galt?". Svaret kommer prompte og leveres med et dystert og nærmest hviskende toneleje, som kun en bedemand kan efterleve: "Jetlag!" ... og øjnene ruller i hovedet på vedkommende på den der insinuerende facon, hvor der lægges op til at man svarer: "Uh ha, fy føj da, det var en slemmer en da, er du ok, har du været ved lægen, får du noget for det, hvor længe har du igen?" Prøvligeoghørher globetrotter, jetlag er hverken en virus eller på andre måder værre, end når man har fået for lidt søvn et par dage - eller når man er kommet til at gå på bar på en hverdag, og skal tidligt op dagen efter! Tag dig sammen, jeg kan simpelthen ikke overskue at fodre dit medlidenhedssøgende opmærksomheds-gen, prøv at gå tidlig i seng og stå op igen til normal tid, voila! ... og luk så røven, når vi snakkes imorgen.

Surprise! Der er kun én anden type mennesker, der er en ligeså stor gåde som jetlag-dronningerne. Det er dem, der bliver overraskede over en ellers ganske logisk kædereaktion. Du går ind i et supermarked, du fylder kurven, du går til kassen, du lægger varerne på båndet, du betaler og pakker posen og skrider. Hvad er det i den proces, der er tvivl om? Gang på gang oplever man, at folk bliver dybt overrasket over, at det er blevet tid til at fatte pottemånen og smide nogle mønter afsted til ekspedienten. Du kender sikkert selv typen, der har en kæmpe kurv fuld af varer – varerne kommer på båndet og kørt igennem kassen. Herefter går vedkommende ned og starter hele disciplin “pakning af varer” ved at ryste poserne, så de folder sig ud, der bliver pakket omhyggeligt, og hov, æggene skal ikke i nu, op med dem igen, og så kan porrerne lige være her og ... resten af folk i køen står og bliver mere og mere utålmodig. Og da ekspedienten bliver nødt til at gentage, at det bliver altså 435,50 - så kommer det åbenbart som et kæmpe chok for vedkommende, som udbryder: "Åh, nå, jamen, ok, øjeblik så!" alt imens, der først nu skal til at ledes i lommer, tasker og bh efter det skide dankort. For helvede. Du er egentlig ikke særlig snu, vel?

Snapshot på Bakken. Turen i rutchebanen foreviges på billede, jamen det er da lige præcis det, man har brug for. Som om man ikke i forvejen har nok at kæmpe med, når man forcerer horden af mystiske fremmede smurt ind i fransk dressing, vildfarne crocs der spænder ben og stive teenagere i løbetid. Man skal naturligvis også lige ydmyges på det groveste, inden man får nok og spurter mod udgangen. Man har forvildet sig op i den gamle rutchebane i håb om 5 minutters fred og fun. Det sker ikke. I stedet bliver man slynget rundt i sædet til soundtracket af ældgammel træ, der lyder til at være en bøvs fra at lægge sig til at dø. Og lige inden turen slutter er der opsat et kamera, der fornemt tager et situationsbillede på vognens sidste tur mod afgrunden. Man kommer ud fra turen og ser med det samme et hav af tv-skærme, der er så søde at fremvise hele herligheden til gud og hver mand. Man ser sig selv, og det går op for en, at man med ét har mistet al fysisk tiltrækningskraft på det modsatte køn. Man er ikke bare grim, man ligner en multi-mongol, der er hjælpeløst fanget i livets store dilemma: Skal man skide i bukserne og brække sig på samme tid? Det er lidt som om, at det kunne man jo nok godt egentlig ha' undværet, ikk'.

Og så er der også noget seriøst galt med tyggegummipakker i dagens Danmark. Hvad fanden sker der her? Det giver jo ingen mening, og man bliver jo komplet idiot og får nedtursfræseren over at skulle tage stilling til, om man ønsker at forsørge sig med den daglige dosis spearmint via emballage, der ligner en kondompakke? (hahaha det er smart - nej!) ... eller hvad med noget der ligner en fræk Gajol-æske, eller er man mon i humør til den helt old school stimorolpakke-emballage, eller hvad med de store vitaminpilleglasagtige pakker - eller dispenserhelvedet hvis du bevæger dig i Aldi? Ok, nu siger jeg det lige helt enkelt, kære slikfabrikker, vi vil skide på indpakningen, få nu bare smagen til at vare længere end det tager at sige: Fy for helvede, det smager jo af syg frugt!