For nyligt endte mit seneste forhold, og der er lidt lærdom derfra, som jeg vil dele med jer. Endnu engang havde jeg nemlig bevæget mig ud i et forhold med en kvinde i midt 30’erne. Det begynder at ligne en fælde. I hvert fald har jeg nu flere gange oplevet den samme form for hysterisk blindhed ramme for fuld smadder og fylde rummet med ren nonsens.
Enhver konkret påstand skal selvfølgelig have mulighed for at blive manet i jorden og blive modbevist. Og der burde jo statistisk set også være en lang række fantastiske kvinder i midt 30’erne i Kbh. Men her vover jeg mig lige ud i et par Onkel S argumenterede sandheder :-)
Kvinder i midt 30’erne er åbenbart ofte på kanten af en skingrende identitetskrise. De SKAL bare vide med sikkerhed, at fyren de nu opbygger et forhold med, også er leveringsdygtig i at være den perfekte far, den perfekte forsørger og i det hele taget give dem det perfekte og konforme liguster-liv. De bliver helt besat, og de vil kraftedeme vide det NU! De opdager, at det nok ikke er muligt at vide det hele på forhånd, og så går det jo helt balalajka, og de bliver ude af stand til at stole på sig selv, mærke sig selv og i det hele taget fungere rationelt – og et begreb som at se tingene an bliver for dem deres største angst. De bliver simpelthen deres egen største fjende, og de bliver med ét mere forvirrede end en snotstupid teenager. De får et krampagtigt syn på tilværelsen, og de finder control-freaken frem af skuffen og skruer op på max – og her mener jeg personligt, at det måske kunne være en anelse mere gavnligt for alle parter, hvis de i stedet hev dildoen frem af skuffen og fyrede op på max. Jeg mener, det da ville være et forsøg værd – det kunne jo måske nedbringe deres indre paniske pres, der så obskurt manifesterer sig og æder al menneskelig fornuft.
”Jeg er forvirret, for jeg er ikke rigtig sikker på min mavefornemmelse længere.” Jamen så brug dog dit hoved i stedet, Jesus Christ!
Du er på papiret et fuldvoksent menneske, og dit hoved er alligevel så sjovt indrettet, at det er udstyret med de hersens hjerneceller. Så her har livet alligevel givet dig lidt af et forspring, skulle man tro. Hvordan fanden kan du stadig rende rundt og blive overrasket over, at livet ikke kan udleves i en Blockbuster kasse under kategorien ”romantisk eventyr”.
”Jamen, det må være forkert det her, for det kan godt nogle gange føles lidt som om, det kan kræve noget af mig, og jeg tænker bare, at burde det hele ikke sådan komme til mig af sig selv, og burde sommerfuglene ikke bare baske løs konstant, sådan i hvert fald det første år, hvis altså det er det helt rigtige?” Øh, nej. Men burde du ikke bare lukke røven og få det hvide snit, for du bruger jo åbenbart ikke din hjerne alligevel. Man kan træne en abe til at samle en række brikker, hvis belønningen er en banan. Men man kan åbenbart ikke regne med, at kvinder i midt 30’erne kan gennemskue puslespillet.
Til gengæld sætter de nu i denne forvirrede tilstand gerne en masse andre brikker sammen, åbenbart sådan ret vilkårligt. "Du bruger ikke af dig selv mine regler for brugen af opvaskemaskinen - og jeg lagde mærke til at du ikke brugte bagepapir, da du varmede de to rundstykker i ovnen. Jeg er blevet lidt slået ud nu, jeg tror, vi er for forskellige". Give me a break, miss charming, din personlighed er gået fra spændende til spasser nærmest overnight, mon ikke du lige hurtigt skulle smutte forbi doktormanden, for nu er du altså pludselig begyndt at virke en anelse sløj i skærmen.
Mange kvinder i midt 30’erne har en logik, der seriøst er for vild. Det er den slags, der kun giver mening for dem selv – og det er på en meget heldig dag. Den samme logik fungerer bare ikke for alle andre. Hvem har sagt, at det egentlig passer mig særligt godt at stå tidligt op og gå på job hver dag, men jeg har jo ligesom set sammenhængen i, at min lønseddel er sådan pænt meget afhængig af, at jeg møder ind på kontoret og yder en indsats. Men jeg kan da godt lige prøve at ringe ind i morgen og sige: ”Ja, altså ved du hvad, jeg er kommet i tvivl omkring det her, jeg tror min mavefornemmelse fortæller mig, at jeg nok ikke fungerer så godt med, at det er påkrævet at jeg deltager, det føles bare som om, at I faktisk nogen gange ligesom forventer noget af mig. Så jeg må hellere lige bruge noget tid på at finde mig selv tror jeg, hej hej.”
Finde sig selv, ja, men man skal nok ikke forvente at finde den store indsigt, hvis man render rundt med hovedet oppe i røven. Selvom det jo selvfølgelig ville forklare den stinkende logik. Et forhold kan godt kræve en indsats. Surprise! For fanden, kom nu lidt ind i kampen.
Hmm, måske vi endda her har en af forklaringerne på det svimlende antal af skilsmisser i DK. For man kunne jo med lidt god vilje nok forestille sig, at visse af de selvsamme kvinder i midt 30’erne, er dem der om 3-4 år sidder med et par unger på skødet i en lidt for lille lejlighed i Valby – med en mand de pludselig opdager egentlig er røvkedelig og ikke er så god til det der modspil noget. Og så er den jo gal igen.
Ok, det kan også være mig, der sætter høje krav, det må jeg jo indrømme. Jeg kræver både, at de har en hjerne og også kan finde ud af at bruge den … men altså, ”min mavefornemmelse fortæller mig bare”, at jeg fungerer nu engang bedst med en, der kan samle brikkerne ;-)
Einstein sagde engang: ”Der er kun to ting her i livet, der er 100% sikkert. Det uendelige univers og menneskers dumhed. Og jeg er ikke sikker på det med universet.”
Jeg tænker, at Einy nok havde brugt lidt tid med en ”identitetsløs” kvinde i midt 30’erne.
PS: Hvis der er nogle kvikke kvinder i slut 20’erne, der læser med, så er jeg pt. single. Man kan finde mig på facebook og sende en besked ;-)
