Hvad dælens er nu det for noget?

Jetlag. Hvornår er det lige røget på WHOs liste over verdens mest modbydeligste sygdomme? På højde med SARS, den sagnomspundne Dengue-feber og den helt onde herpes. Du kender typen, der på dag 5 efter ferien sidder og hænger med hovedet og savner sympati, og man giver efter, selvom man i samme sekund når at fortryde bittert. "Du virker lidt mut, er der noget galt?". Svaret kommer prompte og leveres med et dystert og nærmest hviskende toneleje, som kun en bedemand kan efterleve: "Jetlag!" ... og øjnene ruller i hovedet på vedkommende på den der insinuerende facon, hvor der lægges op til at man svarer: "Uh ha, fy føj da, det var en slemmer en da, er du ok, har du været ved lægen, får du noget for det, hvor længe har du igen?" Prøvligeoghørher globetrotter, jetlag er hverken en virus eller på andre måder værre, end når man har fået for lidt søvn et par dage - eller når man er kommet til at gå på bar på en hverdag, og skal tidligt op dagen efter! Tag dig sammen, jeg kan simpelthen ikke overskue at fodre dit medlidenhedssøgende opmærksomheds-gen, prøv at gå tidlig i seng og stå op igen til normal tid, voila! ... og luk så røven, når vi snakkes imorgen.

Surprise! Der er kun én anden type mennesker, der er en ligeså stor gåde som jetlag-dronningerne. Det er dem, der bliver overraskede over en ellers ganske logisk kædereaktion. Du går ind i et supermarked, du fylder kurven, du går til kassen, du lægger varerne på båndet, du betaler og pakker posen og skrider. Hvad er det i den proces, der er tvivl om? Gang på gang oplever man, at folk bliver dybt overrasket over, at det er blevet tid til at fatte pottemånen og smide nogle mønter afsted til ekspedienten. Du kender sikkert selv typen, der har en kæmpe kurv fuld af varer – varerne kommer på båndet og kørt igennem kassen. Herefter går vedkommende ned og starter hele disciplin “pakning af varer” ved at ryste poserne, så de folder sig ud, der bliver pakket omhyggeligt, og hov, æggene skal ikke i nu, op med dem igen, og så kan porrerne lige være her og ... resten af folk i køen står og bliver mere og mere utålmodig. Og da ekspedienten bliver nødt til at gentage, at det bliver altså 435,50 - så kommer det åbenbart som et kæmpe chok for vedkommende, som udbryder: "Åh, nå, jamen, ok, øjeblik så!" alt imens, der først nu skal til at ledes i lommer, tasker og bh efter det skide dankort. For helvede. Du er egentlig ikke særlig snu, vel?

Snapshot på Bakken. Turen i rutchebanen foreviges på billede, jamen det er da lige præcis det, man har brug for. Som om man ikke i forvejen har nok at kæmpe med, når man forcerer horden af mystiske fremmede smurt ind i fransk dressing, vildfarne crocs der spænder ben og stive teenagere i løbetid. Man skal naturligvis også lige ydmyges på det groveste, inden man får nok og spurter mod udgangen. Man har forvildet sig op i den gamle rutchebane i håb om 5 minutters fred og fun. Det sker ikke. I stedet bliver man slynget rundt i sædet til soundtracket af ældgammel træ, der lyder til at være en bøvs fra at lægge sig til at dø. Og lige inden turen slutter er der opsat et kamera, der fornemt tager et situationsbillede på vognens sidste tur mod afgrunden. Man kommer ud fra turen og ser med det samme et hav af tv-skærme, der er så søde at fremvise hele herligheden til gud og hver mand. Man ser sig selv, og det går op for en, at man med ét har mistet al fysisk tiltrækningskraft på det modsatte køn. Man er ikke bare grim, man ligner en multi-mongol, der er hjælpeløst fanget i livets store dilemma: Skal man skide i bukserne og brække sig på samme tid? Det er lidt som om, at det kunne man jo nok godt egentlig ha' undværet, ikk'.

Og så er der også noget seriøst galt med tyggegummipakker i dagens Danmark. Hvad fanden sker der her? Det giver jo ingen mening, og man bliver jo komplet idiot og får nedtursfræseren over at skulle tage stilling til, om man ønsker at forsørge sig med den daglige dosis spearmint via emballage, der ligner en kondompakke? (hahaha det er smart - nej!) ... eller hvad med noget der ligner en fræk Gajol-æske, eller er man mon i humør til den helt old school stimorolpakke-emballage, eller hvad med de store vitaminpilleglasagtige pakker - eller dispenserhelvedet hvis du bevæger dig i Aldi? Ok, nu siger jeg det lige helt enkelt, kære slikfabrikker, vi vil skide på indpakningen, få nu bare smagen til at vare længere end det tager at sige: Fy for helvede, det smager jo af syg frugt!

Du er simpelthen ikke rask

Har for nyligt hørt noget om, at lister er gode. Jeg har også en liste. En liste over ting, som bør italesættes. Ting som bevæger sig i de inderste følelser. I hjertet du ved. Og det deler jeg da glædeligt ud af.

Jeg synes, det er yderst mærkværdigt, hvor meget pis man nødvendigvis skal være vidne til i ét liv, som nu også er ved at være halvvejs, vil jeg skyde på. Man møder sgu så mange mærkelige mennesker, som fylder verden med så forfærdelig meget nonsens, at man lige engang i mellem må knibe sig selv i mellemkødet for at få vished om, at man er sprællevende.

Kender I ikke de der irriterende individer, som fik bedrevidende mådehold stukket op i røven som spæd, og det skal vi andre så trækkes med resten af alle de år, de render rundt og trækker vejret.

”Altså, hvis du køber den der Rittersport med 72% kakao i, så kan du nøjes med bare ét stykke.” Gu’ ka’ jeg da røv! Hvad fanden snakker du om, tosse, det er en Rittersport, jeg er da pisse ligeglad med om den er spækket med nødder, marcipan eller et højt indhold af kakao – den er væk siger jeg dig, vupti, hvad er det du ikke forstår? Det er simpelthen en mærkelig holdning til chokolade … ét stykke af gangen, må jeg være fri. Chokolade kan jo ikke holde sig, hvis det er blevet åbnet, det er sgu da almen viden!

”Ved du godt, hvor klamt flæskesvær egentlig er, og svin kan jo ikke svede, og de lugter.” Der skal eddermageme bare en omgang hudbolcher ind over, skal der, jeg har slet ikke ord for, hvor irriterende du er at høre på lige nu! Det er jo ikke fordi jeg siger til dig, at raw-food slår dig ihjel. Eller jo det gør jeg så, men det er kun for dit eget bedste.

”Den der nye EM sang med Nik og Jay er egentlig ikke så dum, når man har hørt den nogle gange”. Det vil jeg da skide på, lyder den måske som ReSepp’ten? Nej vel, så er den defacto bare endnu en omgang pop-puke i tomgang fra den lette afdeling. Vil sgu hellere høre Lille Palle så. Han har godt nok ikke lavet en EM sang, bevares, men han har lavet den der ’Knaldekalle har hentehår’ og det er tæt nok på i min bog.

Og som om al denne galskab ikke skulle være nok, så bliver jeg lige hver eneste dag til frokost mindet om, hvor meget livet sutter smørkrans, når catering-klovnene slår til igen - og sirligt har stået og smidt en dild-busk ned oven i hver eneste af retterne. Dild i buske. Hvad fanden er nu det for noget? Aaaaarrrrggg! Prøvligeoghørher, det er fandme da bare ikke i orden. Jeg kan jo ikke bruge dild til noget som helst, ud over at smide det ud – men det synes jeg da ikke, JEG skal bruge min sparsomme frokostpause på, det må være noget for en studentermedhjælper, hvis det endelig skal være. Men sådan en fulgte jo ikke med dagens ret. Dild skal dø! Ligesom rosiner.

Hallo, hvor er min sommer, sol og Shiraz til at skylle det her vanvid ned med? Ja, jeg spørger bare.

En spurvs forårsbekendelser

Ordleg, HeyTell og Matadormania. Ting, som man ikke skal være for fin til lige at hive op af baglommen, folkens – et fint mix af alt det moderne stads og så lige et pift af Maude. 

Prøvligeoghørher. Jeg kan fandme ikke finde det store at brokke mig over for tiden. Det skulle da lige være rosiner – de skal generelt bare holde deres kæft. Og fuck af. Men nu hvor forårsfornemmelserne bølger gennem min gamle sjæl som en weekendtur til Lalandia, så er det sgu blevet tid til en hurtig update på ting, jeg sporter. Og det burde du også gøre.

I gode gamle dage, dengang neon var at finde på trøjen, og Jimi&René var et hot boyband, der florerede en bræt-dille, som var pisse sjov for alle andre end de ordblinde. Der er naturligvis tale om det hyggelige ”skrible skrable” spil, som de fleste i dag kender som Wordfeud, hvor man tæsker løs på vennerne i den virtuelle verden. Så har du en værdig modstander i tankerne, så smid en WF-invite – and let the games begin. Lad mig bare sige, at det er en helt igennem fantastisk følelse at uddele bøllebank til en kæk eks, en fuldfed flirt eller en højrøvet slægtning. Når det sker. Fatter stadig ikke alle de gange jeg taber?? 100 procent ”ikke forstået”. Nå, men hovedformålet er heller ikke nødvendigvis at vinde, det er dermed noget ganske andet. Nemlig alle de infantile fnis og gakkeløjer, man spontant oplever i fuld flor, når man trykker på ”play” knappen og ser ordet SÆD lyse op på skærmen. Et S ord der ligger godt i munden hos nogle, men som hos andre er et fy-ord. Næste mission er ordet PENIS … derefter SKRÆV. Åhhhh jeg hygge-klukker allerede bare ved at skrive det her! Den dag ordene DILLERBASSE og VINKEMIS bliver officielt godtaget i spillet, tager jeg fri fra job bare for at game i døgndrift.

Næste hit på listen er den fantastiske mulighed for at rende rundt og lege Top-Gun eller tung trucker. Installer walkie-talkie app’en og du entrerer en helt ny verden, som før kun er betrådt af folk i uniformer – eller wife-beater. Men nu er universet dit, så gå all in og fyr den max af. Det skylder du dig selv. Enhver modtaget besked bekræftes med et ”A-ok” eller ”Roger that”. Enhver besked bør afsluttes med ”Over and out”. Og så fremdeles. F.eks. hvis du lige vil tjekke op på om din ven har styr på shittet– så lyder det sådan her: ”Check one, two – what’s your status, please confirm. Over and out.” Du kan naturligvis også blot tale dansk, MEN, det fritager dig ikke fra at bruge begreberne ”Over and out”, ”Roger that” osv. i start og slut. Sådan er reglerne! Hvis du er lidt rutineret, så tager du den lige et skridt videre – og tildeler dig selv et kode-navn. Rubberduck er nok noget af det største, man kan kalde sig selv. Lige efter Spurven.

Men pas nu godt på. Fald ikke i fælden. Det er satme blevet så skide trendy altid at være online og tale om apps, sociale medier og det der er værre. Og er der noget du pænt meget nok har lyst til at lade være med, så er det bare at følge trop og være en overprætentiøs modemøgluder. Ja, det var ikke et pænt ord, bevares, men jeg synes ikke man skal diskriminere, bare fordi sammensætningen af bogstaver tilfældigvis kan smage en smule af sukat. Skal du være en hyggesnob i ny og næ, og det mener jeg bestemt du skal, så gør det korrekt – det handler om stil! Og også lidt om liderlighed. Folk med dybde og integritet nok til at sætte iPhone 4’eren på lydløs, sætte Libratone på pause og snuppe en retrotur med Misse og Maude på dvd’en, er bare møgsexede. Sandhed! Matadormarathon er det nye brun. For det første er det DKs bedste serie, ever. Og hvis du ikke tror mig, kan vi lægge arm om det! For det andet er der citatinferno af pureste kvalitet lige fra Hans Christians lune til Mads Skjerns kyniske udbrud. For slet ikke at tale om Maudes enestående attitude, som vi alle kender fra os selv, men ikke sådan helt går og indrømmer til andre end Psyko-Eva: "Puha, de lugter, Hans Christian." … Lige præcis, nedtursungerne i pøblen fra de dårlige postnumre kan man bare ikke altid lade være med at bemærke :-) Og mangler man lidt intriger og spænding i hverdagen, kan man bare køre den ind som en gal Misse Møge: ”DE ER DRAGET AF MIG!!”. Det er det jeg siger, nogle gange handler det også bare sådan lige lidt om almen liderlighed. Altså lidenskab. På den pæne måde. Kemi og poesi. Uden grimme ord.

Tørvetrillerne får torsdagssmæk

Hvad gør man, når en samarbejdspartner vil smide et par teaterbilletter efter en med temmelig kort varsel for at pleje kontakten? Man siger ja tak uden at tænke videre over det, man får selskab af en kær bekendt, man ikke har set i lang tid – og så tager man ud og mingler for sygt!

Klokken er knap 18:35 da hun ankommer. Imponerende, hun er kun under 10 min. forsinket. Det har altså lykkes hende at barbere hele 20. min af forsinkelsestiden siden sidst, det er alligevel noget af en bedrift.

Ingen af os ved, hvad fa’en vi skal forvente af aftenens sponserede arrangement, men om ikke andet bliver det da cool lige at få et roligt øjeblik til at catch up. Fat chance. Vi skal mødes med arrangørerne en time før showstart til ølhygge, men det står pænt hurtigt klart, at det her bliver en aften langt væk fra normalen, langt væk fra comfortzones og langt væk fra folk med udprægede people skills.

Vi træder ind og bliver mødt af en lettere nervøs, temmelig formel og mega forvirret kontaktperson, der efter en del væven kommer frem til, at vi bare kan sætte os ned ved bordenden. Det synes jeg også er et fint og fornuftigt valg, efter som vi allerede har placeret os der. Der er velsagtens 40-50 folk fra nær og fjern, der er samlet omkring de to langborde, men min kontaktperson har udset sig mig og min +1 som de mest interessante til stede åbenbart. Hvis du vil pleje dine businessrelationer, så loosen up, kammerat, og prøv at undgå de værste klicheer. Mine sokker bliver næppe blæst af, over et presserende fokus på titler, jobfunktioner og generelt ligegyldigt arbejdsinfo. Der står øl på bordet, for fa’en altså, det er sgu da første clue til at du skal give rum til hygge. Få nu din top-swag på, player. Så skal jeg da nok ringe til dig på mandag og høre mere om de kedelige detaljer, hvis jeg føler mig friskee nok til det. Heldigvis har jeg jo allieret mig med en partner in crime – og blot en enkelt udveksling af blikke får de store grin frem. Dette er ikke helt til at afkode for konktaktpersonen, der febrilsk forsøger at deltage i ”det sjove” ved at spørge hende om hun også arbejder med marketing. Det gør hun ikke. Og hun hægter ham umiddelbart pænt hurtigt af, da hun beretter lidt om livet langt væk fra marketing. Han havde tydeligvis mest øvet sig på marketing-klamamsen de senere år. Bevares, han er en rigtig flink mand, og uden tvivl flittig og arbejdsom. Men den står altså på ølhygge før en omgang nyfortolket teater, goody-bags og pause-vin, så må man sgu da forvente bare en smule social skills in effect.

Nu indtræffer næste mareridt. Et højst besynderligt kvindemenneske tropper op med sin kiksede, og endog mystisk smilende og tilsyneladende komplet blanke, søn. Han sidder konstant med store øjne og et nærmest demonstrativt blankt udtryk i fjæset. Jeg tager et ekstra kig på ”mystiske mor”, og ser hvor knægten har det fra. De har så også fået gratis billetter af netop min kontaktperson. Man fornemmer et ultra flakkende blik, en mærkværdig tøven i både tale og ageren fra denne blomsterbinder-klædte kvinde. I stedet for at være lidt gelinde og spørge, om der kunne blive plads til dem begge inde på bænken, så klemmer hun sønnike op i en stol for bordenden, og fatter absolut ikke et hint, da det kommenteres, at de altså godt kan komme ind og sidde begge to – nej nej, nu får kvinden med de borende øjenkugler og den grænseoverskridende, kontaktsøgende adfærd gudhjælpemig  presset røven i sædet, og skubbet til resten af selskabet, så vupti, nu kan jeg sgu ikke fortsætte samtalen med hende jeg havde taget med derind. WTF?? Herefter fortsætter et helt igennem absurd menageri, hvor jeg i stedet bliver bombarderet med det ene overfladiske, arbejdsrelaterede spørgsmål efter det andet – og min partner in crime bliver sat i stævne af min kontaktperson, der ikke ved, hvad han skal stille op med sig selv, så han forsøger firkantet at bidrage med samtaleemner, der desværre er så påtagede og kiksede, at vi nu når alarmerende tæt på bristepunktet. Jeg sidder og klemmer inde på et voldsomt grineflip, der giver mig helt sved på panden og en tåre i øjenkrogen. Eneste redning er at dykke ned i fællestallerknen på bordet og fylde kæften. Situationen kulminerer, da min hårdtprøvede partner in crime lige får gestikuleret til selskabet, hvorfor hun ikke kan lade være med febrilsk at pille ved tandstikkere, menukort og deslige – this is awkward guys, så fat det!! Det kommende minut lyder der små-spruttende latter fra os begge, og øjeblikket føles som en hel arbejdsdag, men der er ikke andet at gøre, vi bliver nødt til at omrokkere på klientellet her. Ingen fatter et hint, men de indvier dog i at lade sig rykke på.

Sådan, så er vi da endelig lidt tilbage til udgangspunktet, og kan forsøge en egentlig catching up sceance. Den kickstartes efter vanlig adfærd: Jeg tyller af min fadøl, og kvæler sagte et forsigtigt ræb, som ikke gør meget væsen af sig, hvis jeg selv skal sige det. Dog hører jeg prompte min udmærkede +1 kommentere: Sig mig, sidder du lige og revser dig der? Yes – bølgelængde på højeste plan.

Naturligvis er der en, der skal ud og pudre dåsen, ligesom der bliver sagt, at folk skal gå ind i salen. Så jeg står sådan på en noget vanlig facon og venter på et stk. kvinde med tarvelig blære. Teatersalen er fyldt op, da vi går ind, og nogen sidder på vores pladser. Jamen, det er da ingen ringere end selveste Mr. Kontaktperson og noget entourage, der naturligvis ikke helt har fattet, hvilke sæder, der var deres. Man skulle tro, de hurtigt havde kunne opklaret det ud fra de numre, der var på sæderne. Men underligt nok kom det først på plads, da en venlig teater-concierge kvinde med fjollet hat, får møvet sig ind og opklarer mysteriet, som en arbejdsliderlig Hercule Poirot.

Pausen spiller af efter samme opskrift som tidligere – helt igennem kikset. Kontaktpersonen mener, at han da er mand for at sørge for lidt drinks til selskabet. Det er han ikke. Jeg må hjælpe. Imens stikker min +1 afsted for at undgå blærelækage. Hvad er der med kvinder og en rask lille tissetår, bare fordi man er ude? Heldigvis får jeg også lige mødt et andet kendt ansigt, som jeg ikke har set længe – det var sgu befriende lige et par minutter at mærke lidt normalitet i hele dette morads, hvor man ikke skal have en ret stor brist i pandelappen for at ende med at snipe hele Koncertsalen one by one.

Fandme om ikke de der drinks viser sig at være en noget fesen omgang hvidvin i plastikkopper med logo på. Jamen, så los mig da i stedet i bollerne og kald mig ”snydt”, for det er sgu da alligevel den fornemmelse, jeg står med, da jeg sipper det grumme stads og er vidne til endnu mere grænseoverskridende adfærd fra Miss CrazyEyes & Søn. Det er nu ikke kun deres blikke, der flakker, det gør deres mundvige satme også i takt med deres ben. Så stå dog stille! Og klap kaje. Please? Jeg ser mig nødsaget til at reagere her. Jeg kan sgu ikke være med mere, jeg kan ikke finde ud af, om jeg er ved at brække mig af grin, eller om jeg reelt har fået tarmslyng af selskabet. Jeg bryder ind og fører mig nu frem i alskens viden omkring teateropsætning, noget jeg naturligvis ikke aner en skid om, og min partner in crime er tilbage igen og smider bomben til de nærtstående: ”Det her show er nada, venner, det er miniature i forhold til Broadway, det skulle I tage at opleve i stedet”. Slam, så var det emne ligesom uddebatteret og blikkene flakker nu endnu mere hvileløst rundt i skallen på dem.

Efter endt show og masser af grin på vej ud, må vi jo lige få sagt tak for i aften til Mr. Kontaktperson, der står og venter udenfor - vi kvitterer storsmilende: ”Ja, teatret gemmer på flere oplevelser, end man lige regner med” ...

Konklusion: Man skal aldrig være for fin til at eksekvere på spontane ideer, gøre brug af indforstået connection eller stjave et smut i teatret – her findes der sgu underholdning i sin pureste form!

Hvorfor gør de det?

One-piece smølfer, Baresso-sadister og overhalings-paranoia’ere. Jeg forstår dem ikke. Hvorfor gør de det?

Mange taler om at gadebilledet i dag er plastret til med porno, druk og drugs. Gid det var så vel. Virkeligheden er sgu noget mere alarmerende. Her er et lille ensemble af fænomener, jeg gang på gang må tvinges til at være vidne til – uden at have fået psyko-eva’s håndbog til at selv-projicere behagelige billeder fra det indre ”happy place” med på vejen. Hvilket sgu efterhånden er en nødvendighed i Kongens København her i tyvetolv.

”Du har iført dig heldragten fra Helvede – smut ind og klæd om”
Hele sidste år og fandme om ikke også det fortsætter i år med denne multi-mystiske trang til at se dum ud. Jo, er du på festival eller til polterabend så måske, men for Guds skyld lad ellers være med at iføre dig denne bomuldsheldragt med stor, bred lynlås gennem sig. Den gør sgu ikke noget godt for hverken din udstråling eller min lyst til at tale med dig. ”Jamen det er en ægte One-Piece, den er bare så hyggelig, og jeg føler mig bare så moderne, jeg er jo lidt af en urban trendsetter!” Lille skat, den er blå, og du har lynet den helt op i dobbelthagen, du ligner en syg smølf jo. Oppustet og malplaceret, hvis det var det udtryk du gik efter, så tillykke, det lykkedes. Men inviter du bare til slumberparty, så ringer jeg efter Teletubbies – det bliver dekadens mest moderne dansant. Skal vi sige nu på fredag, så kan vi også lige skåle i Pisang Ambon og sige velkommen til det nye millennium!? Det er jo det rene vanvidsbeklædning det der, mine hornhinder skal nu graves frem bag den nyfundne galdesten, jøsses kineser.

”Undskyld, er du sød og ringe 112”
Ok, det her er bare rendyrket ondskab. Du ved, jeg fucking elsker min mokka og du tager i forvejen en gedigen pris for den sorte sovs, så er det for meget forlangt, at jeg lige får lidt af den grande service med på vejen? Cool nok, du forstår, jeg er en travl herre, så jeg får lige en smart plastik-tut på toppen af koppen, jo tak – den skulle så være lettere at gå og drikke af. Bevares, mine ben bevæger sig ja. Men min gane er nu pist væk. Og et eller andet sted har jeg faktisk ikke sådan rigtig lyst til at undvære den. ”Mist din mund punktum nu” er jeg bare ikke nede med. Den tut er jo ikke en skid let at drikke af! Den har to indstillinger. 1: Du går og forsigtigt sipper din Americano, imens du automatisk proklamerer et ”aaah den er god” dog uden overhovedet at få en eneste dråbe i ganen – og du opnår med ét en selvbevidsthed som fortæller dig, at du er en nar. 2: Du får det store chok, der efterlader dig tæt på at urinere helt ned i dine All Stars af ren og skær frygt og forfærdelse – du har hele krydderen fyldt med kogende væske, og du kan absolut ikke smage en skid, for du er komplet brændt af indvendig. Der burde stå på skiltet: ”Kommer du tilbage og køber en mere, giver vi dig et gratis grin lige op i dit chokerede a-hul med i købet.” Den slags pranks er bare ikke kosher i min verden. Kaffe er sgu helligt!

”Er du pænt vindblæst eller bare monster-paranoid”
Det gør ingen forskel, om man forcerer Valby Bakke, om man cykel-chiller på Strandvejen, eller om man slet og ret bare pronto skal på tømmermændscykeltur fra Bryggen ind til Burger King – man finder altid de her cyklister, der har mistet al sund fornuft og tror, at man selv tror, at man godt ved, hvad de tror i det her skæbnesvangre splitsekund efter, at man har klimtet med klokken og bedt vedkommende fedte ind til siden, i stedet for at ligge og småsludre ved siden af sidekammeraten i slo-mo. Sig mig, hvad fa’en er det du er så angst for? Jeg forfølger dig ikke, kammerat, jeg har det bare sådan lidt knapt med både tid og tålmod, forstår du, og nu har jeg ligget her helt oppe i røven af dig over 200 meter uden, at du lige har fattet min pointe. Men nu skal jeg da sige dig, hvad jeg egentlig tror, at du tror. Jeg tror, at du godt er klar over, at du har placeret dig i overhalingsbanen – og at det derfor nok ikke kommer som den store overraskelse for dig, at du sådan set godt må OVERHALE, nu hvor trafikken presser på bagfra. Men det formår du så sjovt nok ikke, du kigger dig i stedet febrilsk over skulderen og bliver komplet handlingslammet over at se mit spørgende ansigt: ”Sker der snart noget, fætter guf?”. Men så sker det gudhjælpemig pludseligt, du får din forkromede handlingskraft i fulde omdrejninger, og så flytter du dig. DEN FORKERTE VEJ, hvordan fanden kan du bremse op, retardo, du ligger i overhalingsplaceringen, du har mig lige i røven, og jeg har ca. 10 andre bag mig. Man ser heller ikke særlig tit på motorvejen, at folk i overhalingsbanen lige bremser op og lader sig falde bagud i trafikken og ind bagved igen, når der kommer trafik, som gerne vil forbi. Tja, hvorfor mon? Overhalings-paranoia’ere. Jeg forstår jer ligeså lidt som jeg fatter kapers. Og rosiner. De skal generelt bare fuck af.

Kvinders logik. Hvor gik den hen?

For nyligt endte mit seneste forhold, og der er lidt lærdom derfra, som jeg vil dele med jer. Endnu engang havde jeg nemlig bevæget mig ud i et forhold med en kvinde i midt 30’erne. Det begynder at ligne en fælde. I hvert fald har jeg nu flere gange oplevet den samme form for hysterisk blindhed ramme for fuld smadder og fylde rummet med ren nonsens.

Enhver konkret påstand skal selvfølgelig have mulighed for at blive manet i jorden og blive modbevist. Og der burde jo statistisk set også være en lang række fantastiske kvinder i midt 30’erne i Kbh. Men her vover jeg mig lige ud i et par Onkel S argumenterede sandheder :-)

Kvinder i midt 30’erne er åbenbart ofte på kanten af en skingrende identitetskrise. De SKAL bare vide med sikkerhed, at fyren de nu opbygger et forhold med, også er leveringsdygtig i at være den perfekte far, den perfekte forsørger og i det hele taget give dem det perfekte og konforme liguster-liv. De bliver helt besat, og de vil kraftedeme vide det NU! De opdager, at det nok ikke er muligt at vide det hele på forhånd, og så går det jo helt balalajka, og de bliver ude af stand til at stole på sig selv, mærke sig selv og i det hele taget fungere rationelt – og et begreb som at se tingene an bliver for dem deres største angst. De bliver simpelthen deres egen største fjende, og de bliver med ét mere forvirrede end en snotstupid teenager. De får et krampagtigt syn på tilværelsen, og de finder control-freaken frem af skuffen og skruer op på max – og her mener jeg personligt, at det måske kunne være en anelse mere gavnligt for alle parter, hvis de i stedet hev dildoen frem af skuffen og fyrede op på max. Jeg mener, det da ville være et forsøg værd – det kunne jo måske nedbringe deres indre paniske pres, der så obskurt manifesterer sig og æder al menneskelig fornuft.

”Jeg er forvirret, for jeg er ikke rigtig sikker på min mavefornemmelse længere.” Jamen så brug dog dit hoved i stedet, Jesus Christ!

Du er på papiret et fuldvoksent menneske, og dit hoved er alligevel så sjovt indrettet, at det er udstyret med de hersens hjerneceller. Så her har livet alligevel givet dig lidt af et forspring, skulle man tro. Hvordan fanden kan du stadig rende rundt og blive overrasket over, at livet ikke kan udleves i en Blockbuster kasse under kategorien ”romantisk eventyr”.

”Jamen, det må være forkert det her, for det kan godt nogle gange føles lidt som om, det kan kræve noget af mig, og jeg tænker bare, at burde det hele ikke sådan komme til mig af sig selv, og burde sommerfuglene ikke bare baske løs konstant, sådan i hvert fald det første år, hvis altså det er det helt rigtige?” Øh, nej. Men burde du ikke bare lukke røven og få det hvide snit, for du bruger jo åbenbart ikke din hjerne alligevel. Man kan træne en abe til at samle en række brikker, hvis belønningen er en banan. Men man kan åbenbart ikke regne med, at kvinder i midt 30’erne kan gennemskue puslespillet.

Til gengæld sætter de nu i denne forvirrede tilstand gerne en masse andre brikker sammen, åbenbart sådan ret vilkårligt. "Du bruger ikke af dig selv mine regler for brugen af opvaskemaskinen - og jeg lagde mærke til at du ikke brugte bagepapir, da du varmede de to rundstykker i ovnen. Jeg er blevet lidt slået ud nu, jeg tror, vi er for forskellige". Give me a break, miss charming, din personlighed er gået fra spændende til spasser nærmest overnight, mon ikke du lige hurtigt skulle smutte forbi doktormanden, for nu er du altså pludselig begyndt at virke en anelse sløj i skærmen.

Mange kvinder i midt 30’erne har en logik, der seriøst er for vild. Det er den slags, der kun giver mening for dem selv – og det er på en meget heldig dag. Den samme logik fungerer bare ikke for alle andre. Hvem har sagt, at det egentlig passer mig særligt godt at stå tidligt op og gå på job hver dag, men jeg har jo ligesom set sammenhængen i, at min lønseddel er sådan pænt meget afhængig af, at jeg møder ind på kontoret og yder en indsats. Men jeg kan da godt lige prøve at ringe ind i morgen og sige: ”Ja, altså ved du hvad, jeg er kommet i tvivl omkring det her, jeg tror min mavefornemmelse fortæller mig, at jeg nok ikke fungerer så godt med, at det er påkrævet at jeg deltager, det føles bare som om, at I faktisk nogen gange ligesom forventer noget af mig. Så jeg må hellere lige bruge noget tid på at finde mig selv tror jeg, hej hej.”

Finde sig selv, ja, men man skal nok ikke forvente at finde den store indsigt, hvis man render rundt med hovedet oppe i røven. Selvom det jo selvfølgelig ville forklare den stinkende logik. Et forhold kan godt kræve en indsats. Surprise! For fanden, kom nu lidt ind i kampen.

Hmm, måske vi endda her har en af forklaringerne på det svimlende antal af skilsmisser i DK. For man kunne jo med lidt god vilje nok forestille sig, at visse af de selvsamme kvinder i midt 30’erne, er dem der om 3-4 år sidder med et par unger på skødet i en lidt for lille lejlighed i Valby – med en mand de pludselig opdager egentlig er røvkedelig og ikke er så god til det der modspil noget. Og så er den jo gal igen.

Ok, det kan også være mig, der sætter høje krav, det må jeg jo indrømme. Jeg kræver både, at de har en hjerne og også kan finde ud af at bruge den … men altså, ”min mavefornemmelse fortæller mig bare”, at jeg fungerer nu engang bedst med en, der kan samle brikkerne ;-)

Einstein sagde engang: ”Der er kun to ting her i livet, der er 100% sikkert. Det uendelige univers og menneskers dumhed. Og jeg er ikke sikker på det med universet.”

Jeg tænker, at Einy nok havde brugt lidt tid med en ”identitetsløs” kvinde i midt 30’erne.

PS: Hvis der er nogle kvikke kvinder i slut 20’erne, der læser med, så er jeg pt. single. Man kan finde mig på facebook og sende en besked ;-)

Robotdamen ydmyger dig

Nogle gange har man bare lyst til at råbe: Jeg har luret dig, din falske dåse!

Hmm. Efter endnu en Statsbanetur mellem metropolen og fastlandet er der igen grund til stor bekymring. Flere grunde egentlig. Som en irriterende omgang ligegyldig hors d'oeuvres får man lige en opvisning i ”prøv og se hvor meget af skinnerne, vi kan bruge på samme tid” DSB-disciplinen. Jeg fik i hvert fald set hvert et fucking stykke nedtrykt, nedtrådt og afgnasket HubbaBubba på fliserne tværs gennem Nørreport, som til dagens anledning virkede et mulehår længere end Storebæltsrøret. Hvad fanden er det for en tumpe, der har siddet ved styrepinden den dag og tænkt: ”Mit job er røvsygt, jeg må gøre noget nyt i dag, lad mig se hvor mange togsæt der skal til for at fylde landets mest travle station, høhø.” Din lorte sædevarmer. Gu er det ej sjovt, når mine stænger af beskeden længde tvinges til agility-galop mellem saboterende intetanede og kuffertsteppende ligesindede. Jeg har faktisk spillet fodbold engang, jeg har faktisk en knæskade i forvejen! Så why the fuck SKAL vogn 24 fucking placeres i den anden fucking ende, som i komplet fucking modsat og nærmest fucking umuligt at fucking nå inden I sender fuckface manden ud med fløjten? Det bekymrer mig, når I tror at den slags er god humor. Nej god humor ville være hvis jeg med hunni-stemme sagde: ”Er du en god lille tæve, hva’, er det det du er, ja tag den så, tag den så, jaah det var godt, dygtig pige.” når jeg viste billetten. Men den ville nok ikke helt blive fanget alligevel, for dagens kasketkvinde med stor røv og briller måtte få sit markante korpus i spontan bevægelse og flygte i skjul inden vognen skulle forbi. I kender godt vognen. Den der gitter-knallert, der bugner med chokolade til overpriser. Og nødder. Der er fandme nødder overalt i den vogn. Salte peanuts, spanske peanuts, M&M med peanuts … ok, Rittersporten er ikke med peanuts, men den indeholder kraftedeme også nødder. Hvorfor gør I det ved os? Vi har jo for fanden da ikke råd til at købe en cola til at følge med!

Men min egentlige bekymring er den helt store hjernevask, der foregår løbende gennem monotone lydbølger fra en (tilsyneladende) træt kvindestemme, imens man prøver at nyde landskabet. Den bliver kørt helt i mål kort forinden man når frem til den (åbenbart) populære destination. ”Næste station … Kolding” – og samtlige rejsende farer febrilsk op fra deres savlende trance og i storstilet panik hives tasker, jakker, børn og hunde gennem vognen i en sådan fart at 25 sekunder senere står 30 mennesker med fuld oppakning på rad og række helt fra midterdøren og ind gennem vognen. Og så er man fucking ready! Det er bare lidt øv at der så stadig er 9 minutter og 35 sekunder til det her tog rammer perronen. Så i over 9 minutter står man jo bare og lugter til andres armhuler og ser dum ud. Det er edderrøveme en latterlig uniformprank – først tvinges du til at betale en halv månedsløn blot for et skide sæde i 2,5 time og derefter får robotdamen fat i dig med sit trælse stemmeleje, og gør dig til grin inden du stiger ud. Pænt nedtur. Bevares, det kunne antydes (med en vis argumentation) at folk i provinsen blot er lidt fatsvage, så jeg testede det lige på turen retur – med præcis samme resultat da vi nåede hovedbanen. JEG HAR LURET DIG DIN FALSKE DÅSE.