Tørvetrillerne får torsdagssmæk

Hvad gør man, når en samarbejdspartner vil smide et par teaterbilletter efter en med temmelig kort varsel for at pleje kontakten? Man siger ja tak uden at tænke videre over det, man får selskab af en kær bekendt, man ikke har set i lang tid – og så tager man ud og mingler for sygt!

Klokken er knap 18:35 da hun ankommer. Imponerende, hun er kun under 10 min. forsinket. Det har altså lykkes hende at barbere hele 20. min af forsinkelsestiden siden sidst, det er alligevel noget af en bedrift.

Ingen af os ved, hvad fa’en vi skal forvente af aftenens sponserede arrangement, men om ikke andet bliver det da cool lige at få et roligt øjeblik til at catch up. Fat chance. Vi skal mødes med arrangørerne en time før showstart til ølhygge, men det står pænt hurtigt klart, at det her bliver en aften langt væk fra normalen, langt væk fra comfortzones og langt væk fra folk med udprægede people skills.

Vi træder ind og bliver mødt af en lettere nervøs, temmelig formel og mega forvirret kontaktperson, der efter en del væven kommer frem til, at vi bare kan sætte os ned ved bordenden. Det synes jeg også er et fint og fornuftigt valg, efter som vi allerede har placeret os der. Der er velsagtens 40-50 folk fra nær og fjern, der er samlet omkring de to langborde, men min kontaktperson har udset sig mig og min +1 som de mest interessante til stede åbenbart. Hvis du vil pleje dine businessrelationer, så loosen up, kammerat, og prøv at undgå de værste klicheer. Mine sokker bliver næppe blæst af, over et presserende fokus på titler, jobfunktioner og generelt ligegyldigt arbejdsinfo. Der står øl på bordet, for fa’en altså, det er sgu da første clue til at du skal give rum til hygge. Få nu din top-swag på, player. Så skal jeg da nok ringe til dig på mandag og høre mere om de kedelige detaljer, hvis jeg føler mig friskee nok til det. Heldigvis har jeg jo allieret mig med en partner in crime – og blot en enkelt udveksling af blikke får de store grin frem. Dette er ikke helt til at afkode for konktaktpersonen, der febrilsk forsøger at deltage i ”det sjove” ved at spørge hende om hun også arbejder med marketing. Det gør hun ikke. Og hun hægter ham umiddelbart pænt hurtigt af, da hun beretter lidt om livet langt væk fra marketing. Han havde tydeligvis mest øvet sig på marketing-klamamsen de senere år. Bevares, han er en rigtig flink mand, og uden tvivl flittig og arbejdsom. Men den står altså på ølhygge før en omgang nyfortolket teater, goody-bags og pause-vin, så må man sgu da forvente bare en smule social skills in effect.

Nu indtræffer næste mareridt. Et højst besynderligt kvindemenneske tropper op med sin kiksede, og endog mystisk smilende og tilsyneladende komplet blanke, søn. Han sidder konstant med store øjne og et nærmest demonstrativt blankt udtryk i fjæset. Jeg tager et ekstra kig på ”mystiske mor”, og ser hvor knægten har det fra. De har så også fået gratis billetter af netop min kontaktperson. Man fornemmer et ultra flakkende blik, en mærkværdig tøven i både tale og ageren fra denne blomsterbinder-klædte kvinde. I stedet for at være lidt gelinde og spørge, om der kunne blive plads til dem begge inde på bænken, så klemmer hun sønnike op i en stol for bordenden, og fatter absolut ikke et hint, da det kommenteres, at de altså godt kan komme ind og sidde begge to – nej nej, nu får kvinden med de borende øjenkugler og den grænseoverskridende, kontaktsøgende adfærd gudhjælpemig  presset røven i sædet, og skubbet til resten af selskabet, så vupti, nu kan jeg sgu ikke fortsætte samtalen med hende jeg havde taget med derind. WTF?? Herefter fortsætter et helt igennem absurd menageri, hvor jeg i stedet bliver bombarderet med det ene overfladiske, arbejdsrelaterede spørgsmål efter det andet – og min partner in crime bliver sat i stævne af min kontaktperson, der ikke ved, hvad han skal stille op med sig selv, så han forsøger firkantet at bidrage med samtaleemner, der desværre er så påtagede og kiksede, at vi nu når alarmerende tæt på bristepunktet. Jeg sidder og klemmer inde på et voldsomt grineflip, der giver mig helt sved på panden og en tåre i øjenkrogen. Eneste redning er at dykke ned i fællestallerknen på bordet og fylde kæften. Situationen kulminerer, da min hårdtprøvede partner in crime lige får gestikuleret til selskabet, hvorfor hun ikke kan lade være med febrilsk at pille ved tandstikkere, menukort og deslige – this is awkward guys, så fat det!! Det kommende minut lyder der små-spruttende latter fra os begge, og øjeblikket føles som en hel arbejdsdag, men der er ikke andet at gøre, vi bliver nødt til at omrokkere på klientellet her. Ingen fatter et hint, men de indvier dog i at lade sig rykke på.

Sådan, så er vi da endelig lidt tilbage til udgangspunktet, og kan forsøge en egentlig catching up sceance. Den kickstartes efter vanlig adfærd: Jeg tyller af min fadøl, og kvæler sagte et forsigtigt ræb, som ikke gør meget væsen af sig, hvis jeg selv skal sige det. Dog hører jeg prompte min udmærkede +1 kommentere: Sig mig, sidder du lige og revser dig der? Yes – bølgelængde på højeste plan.

Naturligvis er der en, der skal ud og pudre dåsen, ligesom der bliver sagt, at folk skal gå ind i salen. Så jeg står sådan på en noget vanlig facon og venter på et stk. kvinde med tarvelig blære. Teatersalen er fyldt op, da vi går ind, og nogen sidder på vores pladser. Jamen, det er da ingen ringere end selveste Mr. Kontaktperson og noget entourage, der naturligvis ikke helt har fattet, hvilke sæder, der var deres. Man skulle tro, de hurtigt havde kunne opklaret det ud fra de numre, der var på sæderne. Men underligt nok kom det først på plads, da en venlig teater-concierge kvinde med fjollet hat, får møvet sig ind og opklarer mysteriet, som en arbejdsliderlig Hercule Poirot.

Pausen spiller af efter samme opskrift som tidligere – helt igennem kikset. Kontaktpersonen mener, at han da er mand for at sørge for lidt drinks til selskabet. Det er han ikke. Jeg må hjælpe. Imens stikker min +1 afsted for at undgå blærelækage. Hvad er der med kvinder og en rask lille tissetår, bare fordi man er ude? Heldigvis får jeg også lige mødt et andet kendt ansigt, som jeg ikke har set længe – det var sgu befriende lige et par minutter at mærke lidt normalitet i hele dette morads, hvor man ikke skal have en ret stor brist i pandelappen for at ende med at snipe hele Koncertsalen one by one.

Fandme om ikke de der drinks viser sig at være en noget fesen omgang hvidvin i plastikkopper med logo på. Jamen, så los mig da i stedet i bollerne og kald mig ”snydt”, for det er sgu da alligevel den fornemmelse, jeg står med, da jeg sipper det grumme stads og er vidne til endnu mere grænseoverskridende adfærd fra Miss CrazyEyes & Søn. Det er nu ikke kun deres blikke, der flakker, det gør deres mundvige satme også i takt med deres ben. Så stå dog stille! Og klap kaje. Please? Jeg ser mig nødsaget til at reagere her. Jeg kan sgu ikke være med mere, jeg kan ikke finde ud af, om jeg er ved at brække mig af grin, eller om jeg reelt har fået tarmslyng af selskabet. Jeg bryder ind og fører mig nu frem i alskens viden omkring teateropsætning, noget jeg naturligvis ikke aner en skid om, og min partner in crime er tilbage igen og smider bomben til de nærtstående: ”Det her show er nada, venner, det er miniature i forhold til Broadway, det skulle I tage at opleve i stedet”. Slam, så var det emne ligesom uddebatteret og blikkene flakker nu endnu mere hvileløst rundt i skallen på dem.

Efter endt show og masser af grin på vej ud, må vi jo lige få sagt tak for i aften til Mr. Kontaktperson, der står og venter udenfor - vi kvitterer storsmilende: ”Ja, teatret gemmer på flere oplevelser, end man lige regner med” ...

Konklusion: Man skal aldrig være for fin til at eksekvere på spontane ideer, gøre brug af indforstået connection eller stjave et smut i teatret – her findes der sgu underholdning i sin pureste form!