onsdag den 29. februar 2012

Hvorfor gør de det?

One-piece smølfer, Baresso-sadister og overhalings-paranoia’ere. Jeg forstår dem ikke. Hvorfor gør de det?

Mange taler om at gadebilledet i dag er plastret til med porno, druk og drugs. Gid det var så vel. Virkeligheden er sgu noget mere alarmerende. Her er et lille ensemble af fænomener, jeg gang på gang må tvinges til at være vidne til – uden at have fået psyko-eva’s håndbog til at selv-projicere behagelige billeder fra det indre ”happy place” med på vejen. Hvilket sgu efterhånden er en nødvendighed i Kongens København her i tyvetolv.

”Du har iført dig heldragten fra Helvede – smut ind og klæd om”
Hele sidste år og fandme om ikke også det fortsætter i år med denne multi-mystiske trang til at se dum ud. Jo, er du på festival eller til polterabend så måske, men for Guds skyld lad ellers være med at iføre dig denne bomuldsheldragt med stor, bred lynlås gennem sig. Den gør sgu ikke noget godt for hverken din udstråling eller min lyst til at tale med dig. ”Jamen det er en ægte One-Piece, den er bare så hyggelig, og jeg føler mig bare så moderne, jeg er jo lidt af en urban trendsetter!” Lille skat, den er blå, og du har lynet den helt op i dobbelthagen, du ligner en syg smølf jo. Oppustet og malplaceret, hvis det var det udtryk du gik efter, så tillykke, det lykkedes. Men inviter du bare til slumberparty, så ringer jeg efter Teletubbies – det bliver dekadens mest moderne dansant. Skal vi sige nu på fredag, så kan vi også lige skåle i Pisang Ambon og sige velkommen til det nye millennium!? Det er jo det rene vanvidsbeklædning det der, mine hornhinder skal nu graves frem bag den nyfundne galdesten, jøsses kineser.

”Undskyld, er du sød og ringe 112”
Ok, det her er bare rendyrket ondskab. Du ved, jeg fucking elsker min mokka og du tager i forvejen en gedigen pris for den sorte sovs, så er det for meget forlangt, at jeg lige får lidt af den grande service med på vejen? Cool nok, du forstår, jeg er en travl herre, så jeg får lige en smart plastik-tut på toppen af koppen, jo tak – den skulle så være lettere at gå og drikke af. Bevares, mine ben bevæger sig ja. Men min gane er nu pist væk. Og et eller andet sted har jeg faktisk ikke sådan rigtig lyst til at undvære den. ”Mist din mund punktum nu” er jeg bare ikke nede med. Den tut er jo ikke en skid let at drikke af! Den har to indstillinger. 1: Du går og forsigtigt sipper din Americano, imens du automatisk proklamerer et ”aaah den er god” dog uden overhovedet at få en eneste dråbe i ganen – og du opnår med ét en selvbevidsthed som fortæller dig, at du er en nar. 2: Du får det store chok, der efterlader dig tæt på at urinere helt ned i dine All Stars af ren og skær frygt og forfærdelse – du har hele krydderen fyldt med kogende væske, og du kan absolut ikke smage en skid, for du er komplet brændt af indvendig. Der burde stå på skiltet: ”Kommer du tilbage og køber en mere, giver vi dig et gratis grin lige op i dit chokerede a-hul med i købet.” Den slags pranks er bare ikke kosher i min verden. Kaffe er sgu helligt!

”Er du pænt vindblæst eller bare monster-paranoid”

Det gør ingen forskel, om man forcerer Valby Bakke, om man cykel-chiller på Strandvejen, eller om man slet og ret bare pronto skal på tømmermændscykeltur fra Bryggen ind til Burger King – man finder altid de her cyklister, der har mistet al sund fornuft og tror, at man selv tror, at man godt ved, hvad de tror i det her skæbnesvangre splitsekund efter, at man har klimtet med klokken og bedt vedkommende fedte ind til siden, i stedet for at ligge og småsludre ved siden af sidekammeraten i slo-mo. Sig mig, hvad fa’en er det du er så angst for? Jeg forfølger dig ikke, kammerat, jeg har det bare sådan lidt knapt med både tid og tålmod, forstår du, og nu har jeg ligget her helt oppe i røven af dig over 200 meter uden, at du lige har fattet min pointe. Men nu skal jeg da sige dig, hvad jeg egentlig tror, at du tror. Jeg tror, at du godt er klar over, at du har placeret dig i overhalingsbanen – og at det derfor nok ikke kommer som den store overraskelse for dig, at du sådan set godt må OVERHALE, nu hvor trafikken presser på bagfra. Men det formår du så sjovt nok ikke, du kigger dig i stedet febrilsk over skulderen og bliver komplet handlingslammet over at se mit spørgende ansigt: ”Sker der snart noget, fætter guf?”. Men så sker det gudhjælpemig pludseligt, du får din forkromede handlingskraft i fulde omdrejninger, og så flytter du dig. DEN FORKERTE VEJ, hvordan fanden kan du bremse op, retardo, du ligger i overhalingsplaceringen, du har mig lige i røven, og jeg har ca. 10 andre bag mig. Man ser heller ikke særlig tit på motorvejen, at folk i overhalingsbanen lige bremser op og lader sig falde bagud i trafikken og ind bagved igen, når der kommer trafik, som gerne vil forbi. Tja, hvorfor mon? Overhalings-paranoia’ere. Jeg forstår jer ligeså lidt som jeg fatter kapers. Og rosiner. De skal generelt bare fuck af.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar